Aldring Energi & Præstation Immunforsvar Knogler‚ Led & Muskler

Wholefood vitaminer: Hvad betyder det egentlig - og hvilke skal du vælge?

Wholefood, Food State og aktive vitaminformer - hvad betyder begreberne egentlig? Vi ser på, hvorfor wholefood-multivitaminer er udviklet, hvad forskningen siger, og sammenligner fire multivitaminer fra Cytoplan og Nature's Own, som på papiret ser forskellige ud, men i flere tilfælde ligger overraskende tæt på hinanden.

Wholefood vitaminer: Hvad betyder det egentlig - og hvilke skal du vælge?

Wholefood-vitaminer er blevet et alternativ til den klassiske multivitamin, fordi tanken er at levere vitaminer og mineraler i en form, der minder mere om den måde, vi møder næringsstofferne i mad. Men hvad betyder “wholefood” egentlig? Er det bare vitaminer fra broccoli og bær, eller ligger der mere bag?

I denne artikel ser vi nærmere på, hvordan wholefood- og Food State-vitaminer bliver lavet, hvorfor de er udviklet, og hvad vi faktisk ved om optagelse og effekt. Til sidst sammenligner vi fire multivitaminer fra Cytoplan og Nature’s Own - for selv om navnene er forskellige, er nogle af produkterne overraskende ens.

1. Hvad er wholefood-vitaminer?

Når vi spiser et æble, broccoli eller et stykke fisk, får vi ikke vitamin C, selen eller B12 som isolerede stoffer. Næringsstofferne kommer som en del af en langt mere kompleks fødevare sammen med blandt andet proteiner, kulhydrater, fedtstoffer, fibre og plantestoffer.

Det er den grundlæggende tanke bag wholefood-tilskud: Kan man få et kosttilskud til at ligne mad lidt mere?

Men her bliver begreberne hurtigt forvirrende. For “wholefood” betyder ikke nødvendigvis, at en kapsel bare består af tørrede grøntsager og frugt.

Hos Cytoplan - som er en af de producenter, der har arbejdet længst med denne type tilskud - bruges faktisk to forskellige principper: Wholefood og Food State™. De minder om hinanden i tankegangen, men de bliver fremstillet forskelligt.

1.1 Wholefood: planten optager mineralet

Til nogle af deres wholefood-næringsstoffer bruger Cytoplan en spiselig plante i kålfamilien, Brassica juncea, også kendt som indisk sennep.

Planten dyrkes hydroponisk i vand tilsat bestemte mineraler. Brassica juncea har en særlig evne til at optage og ophobe mineraler i plantevævet. Når planten har optaget den ønskede mængde, høstes den, tørres og pulveriseres.

Mineralet ligger dermed ikke bare som et mineralsalt ved siden af planten, det er blevet optaget i selve plantevævet.

Det er én måde at lave et wholefood-mineral på.

Andre wholefood-næringsstoffer kan komme direkte fra en naturligt næringsrig fødevare. Cytoplans vitamin C-produkt er eksempelvis lavet af acerolakirsebær, hvor pulveret naturligt indeholder både vitamin C, bioflavonoider og andre plantestoffer.

1.2 Food State™ er noget lidt andet

Og så er der Food State™, som man ofte ser nævnt sammen med wholefood, men som ikke er helt det samme.

Her tager man et vitamin eller mineral og kombinerer det med en fødevarebaseret matrix. Cytoplan bruger eksempelvis citruspulp sammen med vitamin C, gulerodskoncentrat sammen med beta-caroten og inaktiveret Lactobacillus bulgaricus som fødevarebase for en række B-vitaminer og mineraler.

Tanken er igen at efterligne noget af den sammenhæng, næringsstoffet normalt findes i, når vi får det gennem mad, frem for udelukkende at levere et isoleret vitamin eller mineralsalt.

Det er altså værd at skelne:

  • Wholefood: næringsstoffet kommer fra eller er optaget i en egentlig fødevare/plante.
  • Food State™: et næringsstof kombineres med en fødevarebaseret matrix.

Og et produkt kan sagtens kombinere disse principper med helt almindelige, specifikke vitaminformer.

Du kan derfor godt finde methylfolat, methylcobalamin, P5P og K2 som MK-7 i et produkt, der samtidig bruger wholefood- eller Food State-princippet.

Det er vigtigt, fordi wholefood-vitaminer nogle gange bliver fremstillet som modsætningen til “syntetiske vitaminer”. Så enkelt er det ikke.

2. Hvorfor overhovedet udvikle vitaminer på den måde?

Det interessante spørgsmål er selvfølgelig, om det gør nogen forskel.

Cytoplans rationale er, at kroppen er udviklet til at modtage næringsstoffer gennem mad, hvor vitaminer og mineraler indgår sammen med en lang række andre fødevarekomponenter. Derfor forsøger deres Wholefood- og Food State-produkter at efterligne denne måde at levere næringsstofferne på.

Men her skal vi holde to ting adskilt:

  1. Det er biologisk plausibelt, at den matrix, et næringsstof indgår i, kan påvirke optagelse og omsætning.
  2. Det betyder ikke automatisk, at et wholefood- eller Food State-tilskud er bedre end enhver anden form af det samme vitamin eller mineral.

Og det er netop det næste spørgsmål: Hvad viser forskningen egentlig?

3. Virker wholefood-vitaminer bedre?

Det korte svar er: Vi ved, at den matrix et næringsstof befinder sig i kan påvirke, hvordan det optages - men vi kan ikke derfra konkludere, at wholefood- eller Food State-vitaminer generelt er bedre end andre gode former for vitaminer og mineraler.

Det kræver lidt forklaring.

3.1 Madens matrix betyder faktisk noget

Når forskere taler om en food matrix, mener de hele den struktur, et næringsstof befinder sig i: fedt, protein, kulhydrater, fibre, plantestoffer og selve fødevarens fysiske opbygning.

Og den matrix kan påvirke, hvor meget af et næringsstof der bliver frigivet under fordøjelsen, og hvor meget vi efterfølgende kan optage.

Det ser vi meget tydeligt med fx fedtopløselige vitaminer. Optagelsen af vitamin D, carotenoider og vitamin E kan ændre sig afhængigt af blandt andet fedtindholdet, fedttypen og fødevarens struktur. I kontrollerede humane studier har forskere også vist, at den samme mængde af et næringsstof kan give forskellig biotilgængelighed afhængigt af den matrix, det indtages i.

Så den grundlæggende idé bag wholefood-tilgangen er ikke grebet ud af luften: Det betyder noget, hvad et næringsstof kommer sammen med.

Men derfra er der et stykke til at sige, at et vitamin automatisk bliver bedre, fordi det markedsføres som “wholefood”.

3.2 Wholefood er ikke automatisk bedre optaget

Et godt eksempel er vitamin C. Man kunne forestille sig, at vitamin C fra en frugt ville blive optaget bedre end isoleret ascorbinsyre, fordi frugten samtidig indeholder bioflavonoider og en hel fødevarematrix.

Men i et randomiseret studie sammenlignede forskere vitamin C fra kiwifrugt med en tilsvarende dosis syntetisk vitamin C. Hos mennesker fandt de ingen signifikant forskel i steady-state biotilgængeligheden mellem de to.

Det betyder ikke, at kiwi og en vitamin C-tablet er ernæringsmæssigt identiske, kiwi indeholder selvfølgelig mange andre stoffer. Men det illustrerer en vigtig pointe:

“Fra rigtig mad” betyder ikke nødvendigvis “bedre optaget” for det enkelte vitamin.

3.3 Til gengæld findes der interessante resultater for mineraler i en fødevarematrix

Her bliver forskningen mere spændende. I et nyere randomiseret crossover-studie fik 16 personer den samme mængde zink enten som almindelig zinkoxid eller bundet til en glycoprotein-matrix fremstillet ved hjælp af mikroorganismer.

Zink i matrixformen gav omkring 40% større samlet eksponering målt som incremental AUC end zinkoxid.

Et nyere studie har undersøgt samme princip med jern og sammenlignet matrixbundet jern med både jernfumarat og jernbisglycinat. Også her så forskerne tegn på ændret - og på nogle mål forbedret - absorption, selv om ikke alle de statistiske sammenligninger mellem jernformerne var signifikante.

Det er interessant, fordi det understøtter selve princippet om, at den måde et mineral leveres på, kan ændre dets optagelseskinetik.

Men der er to vigtige forbehold. For det første er det små studier, fx havde zinkstudiet kun 16 deltagere, og samtidig var forskere med relation til producenten af den undersøgte matrix involveret i publikationen.

For det andet undersøgte studierne en bestemt glycoprotein-matrix og ikke Cytoplans Food State™-produkter.

Vi kan derfor ikke tage resultatet og sige, at Cytoplans zink, jern eller multivitaminer nødvendigvis giver samme effekt.

3.4 Og det er den vigtigste begrænsning i forskningen

Der findes god forskning, der viser, at food matrix betyder noget for biotilgængelighed. Der findes også interessante studier af enkelte matrixbundne mineraler.

Men der mangler store, uafhængige humane studier, der direkte sammenligner Cytoplans Food State™-vitaminer og mineraler med tilsvarende doser af andre veldokumenterede former.

Og endnu vigtigere: Bedre eller anderledes absorption er ikke nødvendigvis det samme som en bedre sundhedseffekt.

For at kunne sige, at Food State er bedre, ville vi ideelt set gerne se, at det ikke bare ændrer blodkoncentrationen efter en dosis, men også giver en relevant fordel over tid - fx bedre korrektion af mangel, at produkterne tåles bedre eller andre klinisk relevante resultater. Den dokumentation er endnu begrænset.

3.5 Så hvorfor synes vi stadig, wholefood-tilgangen er interessant?

Fordi den kombinerer to fornuftige principper. Det ene er fødevarematrixen: Vi ved, at omgivelserne omkring et næringsstof kan påvirke dets biotilgængelighed. Det andet er valget af selve næringsstoffets form.

Og her er Cytoplans multivitaminer interessante, fordi de ikke stædigt forsøger at gøre alting “wholefood”. Hvor det giver mening, bruger de Food State- eller wholefood-ingredienser. Andre steder bruger de specifikke former som P5P, methylfolat, methylcobalamin og K2 som MK-7.

Det er derfor heller ikke mærkatet wholefood alene, vi ville bruge til at vurdere en multivitamin.

Vi ville kigge på hele formuleringen: hvilke næringsstoffer den indeholder, hvilke former de kommer i, hvor meget man får, og hvad der ellers er tilsat.

Og det bringer os til Cytoplan og Nature’s Own. For her bliver det interessant: De kommer fra samme virksomhed og bygger på meget af den samme wholefood/Food State-tankegang, men har alligevel flere forskellige multivitaminer.

Så hvad er egentlig forskellen?

4. Så hvad er forskellen på de forskellige wholefood-multivitaminer?

Hos Cytoplan finder man både Wholefood Multi, CoQ10 Multi og 50+ Multi, mens Nature’s Own har endnu en CoQ10 Multi. Navnene får dem til at lyde som fire ret forskellige produkter, men de er faktisk tættere beslægtede, end man skulle tro.

4.1 Cytoplan og Nature’s Own hænger sammen

Cytoplan og Nature’s Own hører under samme britiske virksomhed og deler meget af den samme tilgang til kosttilskud. Cytoplan har historisk haft et stærkt fokus på behandlere og sundhedsprofessionelle, mens Nature’s Own i højere grad har været rettet mod detailhandel og almindelige forbrugere.

Det forklarer også, hvorfor nogle af produkterne ligger meget tæt på hinanden i både ingredienser og dosering.

Wholefood Multi fra Cytoplan: den klassiske wholefood-multi

  • Kombinerer vitaminer og mineraler med fødevarebaserede ingredienser som blandt andet acerola, spirulina, broccoli, gulerod, artiskok, acai og rødbede.
  • Indeholder også specifikke vitaminformer som P5P, methylfolat, methylcobalamin og K2 som MK-7 – wholefood betyder altså ikke bare pulveriserede planter.
  • Er en bred vitamin- og mineralbase, men uden CoQ10 og beta-glucan.

CoQ10 Multi fra Cytoplan: wholefood med mere bygget på

  • Deler en stor del af vitamin- og mineralprofilen med Wholefood Multi, men har en mere omfattende formulering.
  • Indeholder blandt andet en planteblanding med vindruekerne, olivenblad, grønkål, tomat, rødbede og gurkemeje samt 40 mg CoQ10 og 50 mg beta-glucan pr. kapsel.
  • Bygger altså også på wholefood/Food State-tankegangen, men med CoQ10, beta-glucan og andre doseringer af enkelte vitaminer og mineraler.

50+ Multi fra Cytoplan: i praksis samme profil som CoQ10 Multi

  • Er positioneret som Cytoplans multivitamin til 50+, men navnet får forskellen til CoQ10 Multi til at lyde større, end den faktisk er.
  • På de næringsstoffer, vi har sammenlignet, matcher de aktuelle CoQ10 Multi og 50+ Multi kapsel for kapsel, inklusive 40 mg CoQ10 og 50 mg beta-glucan.
  • Cytoplan har tidligere selv omtalt CoQ10 Multi som also called 50+”. Den væsentligste forskel er derfor positionering og anbefalet dagsdosis snarere end selve næringsprofilen.

CoQ10 Multi fra Nature’s Own: meget tæt på Cytoplan

  • Nature’s Own og Cytoplan kommer fra samme virksomhed, og Nature’s Own CoQ10 Multi ligger meget tæt på Cytoplans CoQ10 Multi og 50+ Multi.
  • Langt størstedelen af de deklarerede vitaminer og mineraler matcher kapsel for kapsel, og Nature’s Own indeholder også 40 mg CoQ10 og 50 mg beta-glucan pr. kapsel.
  • Enkelte ingredienser, blandt andet magnesium, jern og beta-caroten, findes i ingredienslisten, men mængderne er ikke deklareret på den danske etiket. Derfor kan vi ikke konkludere, at også disse mængder er identiske.

5. Fire multivitaminer, sammenlignet kapsel for kapsel

Alle mængder i tabellen er pr. 1 kapsel, så vi kan sammenligne selve formuleringerne direkte. Producenternes anbefalede dagsdosis finder du nederst i tabellen.

Indhold: 1 kapsel

Cytoplan Wholefood Multi Cytoplan CoQ10 Multi Cytoplan 50+ Multi Nature's Own CoQ10 Multi
Beta-caroten 1,5 mg 1,5 mg 1,5 mg 1,5 mg
Vitamin D3 20 µg 20 µg 20 µg 20 µg
Vitamin E 15 mg 15 mg 15 mg 15 mg
Vitamin C 100 mg 102,5 mg 102,5 mg 100 mg
B1 10 mg 10 mg 10 mg 10 mg
B2 Ikke deklareret* 10 mg 10 mg 10 mg
Niacin/B3 8 mg 8 mg 8 mg 8 mg
B6/P5P 5 mg 5 mg 5 mg 5 mg
Folat 100 µg 50 µg 50 µg 50 µg
B12 50 µg 115 µg 115 µg 115 µg
Biotin 6,25 µg 50 µg 50 µg 50 µg
B5 25 mg 25 mg 25 mg 25 mg
K2 MK-7 30 µg 30 µg 30 µg 30 µg
Magnesium 15 mg 15 mg 15 mg 10 mg
Jern 1 mg 1 mg 1 mg 1 mg
Zink 5 mg 7 mg 7 mg 7 mg
Jod 75 µg 75 µg 75 µg 75 µg
Selen 75 µg 75 µg 75 µg 75 µg
Krom 80 µg 80 µg 80 µg 80 µg
Kobber 0,5 mg 0,5 mg 0,5 mg 0,5 mg
Mangan 0,5 mg 1,5 mg 1,5 mg 1,5 mg
Molybdæn 10 µg 45 µg 45 µg 45 µg
Bor 0,25 mg 0,25 mg 0,25 mg 0,25 mg
Beta-glucan 50 mg 50 mg 50 mg
CoQ10 ubiquinon 40 mg 40 mg 40 mg
Anbefalet dagsdosis 1–2 kapsler 1–2 kapsler 2 kapsler 1 kapsel

*Ingrediensen fremgår af ingredienslisten, men mængden er ikke deklareret på den danske etiket.

Allerede her kan man se noget interessant: Det er ikke fire vidt forskellige multivitaminer.

Wholefood Multi deler en stor del af vitamin- og mineralbasen med de øvrige produkter, men har blandt andet mere folat, mindre B12 og zink og indeholder ikke CoQ10 eller beta-glucan.

Cytoplan CoQ10 Multi og 50+ Multi går endnu længere: På de næringsstoffer, vi har sammenlignet, matcher de aktuelle formuleringer kapsel for kapsel. Begge giver blandt andet 40 mg CoQ10 som ubiquinon og 50 mg beta-glucan pr. kapsel.

Og sammenligner man dem med Nature’s Own CoQ10 Multi, fortsætter ligheden. Langt størstedelen af de deklarerede vitaminer og mineraler ligger på samme niveau pr. kapsel, ligesom Nature’s Own også giver 40 mg CoQ10 og 50 mg beta-glucan.

Så her begynder det praktiske spørgsmål at blive interessant: Er de i virkeligheden så ens, at man kan bruge dem som alternativer til hinanden?

6. Kan de bruges som alternativer til hinanden?

Ja, i flere tilfælde. Men der er forskel på, om to produkter er næsten direkte alternativer, eller om de blot kan udfylde samme rolle som en daglig multivitamin.

6.1 Cytoplan CoQ10 Multi og 50+ Multi

Her er svaret ret enkelt. De aktuelle formuleringer matcher på alle de næringsstoffer, vi har sammenlignet i tabellen.

Den væsentligste forskel er derfor ikke næringsprofilen, men produktets positionering og den anbefalede dagsdosis. 50+ er målrettet voksne over 50 og anbefales som 2 kapsler dagligt, mens CoQ10 Multi anbefales som 1-2 kapsler dagligt.

De kan derfor i praksis betragtes som meget nære alternativer.

6.2 Cytoplan CoQ10 Multi og Nature’s Own CoQ10 Multi

Også her er ligheden slående. Kapsel for kapsel ligger de to produkter meget tæt på hinanden.

De giver samme mængde af langt de fleste deklarerede vitaminer og mineraler og begge 40 mg CoQ10 som ubiquinon og 50 mg beta-glucan pr. kapsel.

Nature’s Own deklarerer dog ikke mængden af blandt andet magnesium, jern og beta-caroten på den danske etiket, selv om ingredienserne fremgår af ingredienslisten. Derfor kan vi ikke konkludere, at også disse mængder er identiske.

Den anden forskel er igen dagsdosis. Cytoplan CoQ10 Multi anbefales som 1-2 kapsler dagligt, mens Nature’s Own anbefales som 1 kapsel. Én kapsel kan derfor sammenlignes direkte med én kapsel, men én Nature’s Own svarer selvfølgelig ikke til en dagsdosis på to Cytoplan-kapsler.

6.3 Og Wholefood Multi?

Her er forskellen større. Wholefood Multi giver stadig en bred base af mange af de samme vitaminer og mineraler, og på overraskende mange punkter er doserne de samme. Men profilen er anderledes, og især CoQ10 og beta-glucan mangler.

Hvis formålet først og fremmest er en wholefood-baseret multivitamin som daglig base, kan Wholefood Multi derfor udfylde samme overordnede rolle. Men den er ikke en direkte erstatning for CoQ10 Multi eller 50+, hvis det netop er CoQ10, beta-glucan eller deres specifikke doseringsprofil, man ønsker.

7. Hvad skal du vælge?

Cytoplan CoQ10 Multi, Cytoplan 50+ Multi og Nature’s Own CoQ10 Multi ligger så tæt på hinanden, at du i praksis kan veksle mellem dem. Sammenlign blot samme antal kapsler: én med én eller to med to.

Wholefood Multi er lidt anderledes, men stadig tæt på de øvrige som daglig multivitamin - og typisk lidt billigere. Den indeholder ikke CoQ10 eller beta-glucan, men mængderne i de øvrige produkter er også relativt beskedne: 40 mg CoQ10 og 50 mg gær-beta-glucan pr. kapsel.

Hvis du primært ønsker en god multivitamin som daglig base, er Wholefood Multi derfor et fint alternativ. Ønsker du specifikt CoQ10 eller beta-glucan i højere, målrettede doser, giver det mere mening at supplere dem separat.

Det vigtigste er derfor ikke nødvendigvis navnet på bøtten. Kig på indholdet pr. kapsel og på den dosis, du faktisk tager. Produkter med forskellige navne kan vise sig at være næsten identiske.

8. Wholefood er én del af billedet

Wholefood- og Food State-princippet er en interessant måde at formulere kosttilskud på, fordi det forsøger at bringe næringsstofferne tættere på den sammenhæng, vi normalt møder dem i gennem mad. Men som vi har set, er wholefood ikke i sig selv et kvalitetsstempel, og forskningen giver endnu ikke grundlag for at sige, at wholefood-vitaminer generelt er bedre end andre gode vitamin- og mineralformer.

Derfor kigger vi altid på hele formuleringen: hvilke næringsstoffer den indeholder, hvilke former de kommer i, doserne og hvad der eventuelt er tilsat ud over vitaminer og mineraler.

Og måske er det netop det, de fire produkter her illustrerer så fint: Navnet på bøtten fortæller kun en del af historien. Vend den om og kig på indholdet – nogle gange er to produkter langt mere ens, end man skulle tro.

Næste →

Relaterede artikler

Kosttilskud og sund aldring: hvad viser seneste forskning?
Aldring Kosttilskud og sund aldring: hvad viser seneste forskning?
Kosttilskud og Alzheimers: Hvad viser forskningen egentlig?
Aldring, Hjerne & Sind Kosttilskud og Alzheimers: Hvad viser forskningen egentlig?
Kan livsstil beskytte hjernen mod Alzheimers?
Aldring, Hjerne & Sind Kan livsstil beskytte hjernen mod Alzheimers?