Silica: Det oversete sporstof for bindevæv, knogler, hud, hår og negle

Hvad er silicium - og er silica det samme?

Silicium er et grundstof, som findes naturligt i blandt andet vand, korn og en række planter. I kroppen findes silicium blandt andet i knogler og bindevæv, og forskning peger på, at det kan spille en rolle for dannelsen og vedligeholdelsen af blandt andet kollagen og knoglevæv.

Men når man taler om silicium, er formen vigtig.

Silica er siliciumdioxid (SiO₂), mens orthokiselsyre - orthosilicic acid eller OSA - er en lille, vandopløselig form af silicium, som kroppen relativt let kan optage.

Det betyder også, at 10 mg silicium fra ét produkt ikke nødvendigvis kan sammenlignes direkte med 10 mg fra et andet.

I et humanstudie, hvor forskere sammenlignede forskellige fødevarer og siliciumtilskud, varierede optagelsen markant mellem de forskellige former. Små, opløselige siliciumforbindelser blev generelt optaget bedre end mere polymeriserede og partikulære former.

En af de bedst absorberede former i forsøget var monomethylsilanetriol (MMST). Her blev omkring 64% af den indtagne mængde silicium genfundet i urinen og anvendt som mål for absorption. Til sammenligning lå choline-stabiliseret orthokiselsyre på omkring 17% og kolloid silica på omkring 1% i det samme forsøg.

Det er derfor ikke kun mængden af silicium på etiketten, der er interessant. Den kemiske form og biotilgængeligheden har også betydning for, hvor meget silicium kroppen eksponeres for.

Silicium er samtidig et område, hvor der stadig er meget, vi ikke ved. Der er ikke fastsat et officielt anbefalet dagligt indtag, og siliciums præcise fysiologiske funktion hos mennesker er ikke fuldt klarlagt.

Hvorfor er silicium interessant for kollagen og bindevæv?

Noget af det mest interessante ved silicium er dets mulige rolle i kroppens bindevæv.

Bindevæv findes næsten overalt i kroppen og er med til at give struktur og styrke til blandt andet hud, knogler, brusk, sener og ledbånd. En af de vigtigste byggesten er kollagen, det mest udbredte protein i menneskekroppen.

Silicium findes naturligt i bindevæv og knogler, og både celle- og dyrestudier peger på, at silicium kan være involveret i processer omkring dannelse og stabilisering af kollagen og den ekstracellulære matrix. Det er en af årsagerne til, at forskere har interesseret sig for silicium i relation til hud, hår, negle og knogler.

Men her er det vigtigt at skelne mellem en biologisk rolle og en dokumenteret effekt af et kosttilskud.

Vi ved endnu ikke præcist, hvor vigtig silicium er for kollagenomsætningen hos mennesker, eller om mere silicium automatisk betyder mere kollagen. De humane studier er relativt få og små.

Til gengæld findes der kliniske studier, hvor forskellige former for silicium er blevet undersøgt hos mennesker, blandt andet på hudens elasticitet og struktur, hårets kvalitet og markører for knogledannelse.

Kan silicium gøre en forskel for knoglerne?

Silicium er måske særligt interessant, når det gælder knogler. Knogler består nemlig ikke kun af mineraler som calcium og fosfor. De indeholder også en kollagenmatrix, som er med til at give knoglen struktur og fleksibilitet.

I det store Framingham Offspring-studie undersøgte forskere siliciumindtaget hos 2.847 mænd og kvinder. Hos mænd og præmenopausale kvinder var et højere indtag af silicium fra kosten forbundet med højere knoglemineraltæthed (BMD) i hoften. Forskellen mellem grupperne med det højeste og laveste siliciumindtag var på op til omkring 10% nogle steder i hoften.

Sammenhængen blev dog ikke fundet hos postmenopausale kvinder, og fordi der var tale om et observationsstudie, kan det ikke vise, at silicium var årsagen til den højere knoglemineraltæthed.

Siliciumtilskud er også blevet undersøgt direkte. I et 12 måneder langt randomiseret og placebokontrolleret studie fik kvinder med osteopeni calcium og D-vitamin og derudover enten placebo eller 3, 6 eller 12 mg silicium dagligt som choline-stabiliseret orthokiselsyre.

Her fandt forskerne ikke nogen signifikant forbedring af knoglemineraltætheden i lænderyggen. Til gengæld steg PINP, en markør for dannelsen af type I-kollagen, signifikant ved doserne på 6 og 12 mg silicium sammenlignet med calcium og D-vitamin alene.

Det er interessant, fordi type I-kollagen udgør en vigtig del af knoglens organiske matrix. Men ændringer i en biomarkør er ikke det samme som dokumentation for stærkere knogler eller færre knoglebrud.

Samlet set peger forskningen på en mulig rolle for silicium i knogledannelse og knoglens kollagenmatrix. 

Hvad med huden?

Hud er et af de områder, hvor der faktisk findes kliniske studier af silicium.

I et randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrolleret studie fik 50 kvinder med solskadet hud enten placebo eller 10 mg silicium dagligt i form af choline-stabiliseret orthokiselsyre (ch-OSA) i 20 uger.

Resultaterne var interessante. Mens hudens ruhed steg i placebogruppen, faldt flere mål for hudens ruhed i gruppen, der fik silicium. Afhængigt af hvilket mål forskerne brugte, faldt ruheden med 8-19 % i siliciumgruppen, mens den steg med 6-11 % i placebogruppen. Forskellen mellem grupperne var statistisk signifikant for to af de tre mål.

Forskerne fandt også en forbedring i nogle af hudens mekaniske egenskaber, hvilket peger på en mulig effekt på hudens struktur og elasticitet.

I et andet lille studie med 30 kvinder fandt forskerne forbedringer i blandt andet hudens elasticitet ved brug af et kosttilskud og en topisk opløsning med nanosilicium. 

Samlet set er der interessante humane data for silicium og hudens egenskaber, men forskningen er stadig begrænset, og der er behov for større og bedre studier.

Hvad med hår og negle?

Silicium er også blevet undersøgt i forhold til hårets kvalitet.

I et randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrolleret studie fik 48 kvinder med fint hår enten placebo eller 10 mg silicium dagligt i form af choline-stabiliseret orthokiselsyre (ch-OSA) i ni måneder.

Efter ni måneder var der en interessant forskel mellem grupperne. Hårets mekaniske egenskaber blev forringet i begge grupper, men forringelsen var mindre hos kvinderne, der fik silicium. Hårets brudstyrke faldt eksempelvis med 10,8 % i placebogruppen mod 2,2 % i siliciumgruppen.

Samtidig steg hårets tværsnitsareal signifikant i siliciumgruppen, men ikke hos kvinderne, der fik placebo. Forskerne konkluderede derfor, at tilskuddet havde en positiv effekt på hårets styrke og resulterede i tykkere hår.

Det er værd at understrege, hvad studiet ikke viste: Det undersøgte ikke hårtab eller ny hårvækst. Resultaterne handler om kvaliteten og de mekaniske egenskaber af det eksisterende hår.

For negle er dokumentationen mere begrænset. I det tidligere studie med 50 kvinder med solskadet hud rapporterede deltagerne, der fik silicium, mindre skrøbelighed af både hår og negle efter 20 uger. Det er interessant, men ikke det samme som et stort klinisk studie specifikt designet til at undersøge neglevækst eller neglesygdomme.

Kan silicium hjælpe led, sener og muskler?

Fordi silicium findes i bindevæv, er det nærliggende at interessere sig for stoffet i relation til led, brusk og sener. Men her er den kliniske dokumentation væsentligt mere begrænset end biologien måske kunne få én til at tro.

Et seks uger langt studie fra 2012 undersøgte personer med artrose og andre ledproblemer. Deltagerne fik dagligt et flydende siliciumprodukt og anvendte samtidig en siliciumholdig gel på de berørte led.

Efter seks uger rapporterede 77% mindre ubehag eller smerte, 87% oplevede lettere bevægelse i leddene, og 83% rapporterede forbedret livskvalitet.

Tallene lyder umiddelbart imponerende, men studiets design er vigtigt: Det var et observationsstudie uden en placebogruppe, og deltagerne anvendte både oral silicium og en gel på huden. Derfor kan studiet ikke afgøre, hvor meget af forbedringen der skyldtes siliciumtilskuddet, gelen, placeboeffekt eller andre forhold.

Der mangler større, randomiserede og placebokontrollerede studier, før vi kan konkludere, at siliciumtilskud reducerer ledsmerter eller forbedrer mobiliteten.

For sener og muskler er den direkte kliniske dokumentation endnu mere sparsom. Selvom kollagen og bindevæv er vigtige komponenter i sener og muskler, er det ikke det samme som dokumentation for, at et siliciumtilskud forbedrer senestyrke, muskelstyrke eller fysisk performance.

Silicium er derfor biologisk interessant for bevægeapparatet, men de kliniske data for led, sener og muskler er foreløbig begrænsede.

Kan silicium hjælpe kroppen med at udskille aluminium?

Et mere usædvanligt forskningsområde er samspillet mellem silicium og aluminium.

De to stoffer kan interagere kemisk, og humane forsøg tyder på, at visse former for silicium kan påvirke både optagelsen og udskillelsen af aluminium.

I et lille humanstudie med radioaktivt mærket aluminium reducerede opløst silicium eksempelvis optagelsen af aluminium markant. Et senere forsøg viste, at oligomert silica kunne reducere tilgængeligheden af aluminium fra tarmen med 67%.

Forskere har også undersøgt, om siliciumrigt mineralvand kan øge udskillelsen af aluminium. I et 12-ugers studie drak personer med Alzheimers sygdom og raske kontrolpersoner op til én liter siliciumrigt mineralvand dagligt. Forskerne fandt øget udskillelse af aluminium via urinen i begge grupper uden tilsvarende øget udskillelse af jern og kobber.

Det gør samspillet mellem silicium og aluminium biologisk interessant, da studierne viser, at silicium under bestemte forsøgsbetingelser kan påvirke aluminiums optagelse og udskillelse. De dokumenterer ikke, at et almindeligt siliciumtilskud generelt “afgifter” kroppen eller hjernen.

Og hvad med Alzheimers sygdom? Aluminium har længe været undersøgt som en mulig faktor i udviklingen af neurodegenerative sygdomme, men sammenhængen er kompleks og omdiskuteret. Det 12-ugers studie var lille og ikke designet til at dokumentere, at silicium kunne behandle eller forebygge Alzheimers sygdom. Forskerne betragtede selv resultaterne som foreløbige og efterlyste større og længere studier.

Så den interessante konklusion er ikke, at silicium “detoxer hjernen”, men at der findes humane data, som viser et reelt samspil mellem silicium og aluminium.

Hvor får vi silicium fra, og hvor meget har vi brug for?

Silicium er ikke noget, vi kun får fra kosttilskud. Det findes naturligt i en lang række fødevarer og i drikkevand.

Særligt fuldkorn og mindre raffinerede kornprodukter kan bidrage med silicium. Havre og byg er blandt de relativt siliciumrige kornsorter, mens blandt andet grønne bønner, linser, bananer og visse andre frugter og grøntsager også kan bidrage. Indholdet i drikkevand varierer betydeligt afhængigt af vandets oprindelse.

Hvor meget vi optager, afhænger imidlertid ikke kun af, hvor meget silicium en fødevare indeholder. Den kemiske form har stor betydning for biotilgængeligheden.

I et menneskestudie blev fx ca. 44% af silicium fra grønne bønner absorberet, mens optagelsen fra banan kun var omkring 4%. Opløselige, monomere former af silicium blev generelt optaget langt bedre end mere polymeriserede og partikulære former.

Hvor meget silicium får vi så normalt? Undersøgelser af vestlige kostmønstre har typisk estimeret et indtag på omkring 20-50 mg silicium om dagen, men indtaget varierer med både køn, alder og kost. I Framingham-kohorterne lå gennemsnittet eksempelvis omkring 24-25 mg dagligt hos kvinder og 30-33 mg hos mænd.

Findes der en anbefalet daglig dosis?

Nej. Det er en vigtig forskel mellem silicium og eksempelvis calcium, magnesium eller zink.

Silicium er ikke dokumenteret som et essentielt næringsstof hos mennesker, og der er derfor heller ikke fastsat et officielt anbefalet dagligt indtag. EFSA har heller ikke kunnet fastsætte en øvre tolerabel grænse (UL), fordi datagrundlaget er utilstrækkeligt.

Det betyder ikke, at silicium er uden biologisk betydning. Tværtimod peger forskningen, som vi har set, på interessante sammenhænge med især bindevæv og knogler. Men vi kan endnu ikke definere en egentlig silicium-“mangel” hos mennesker eller sige, at alle bør supplere med en bestemt mængde.

Derfor giver det mere mening at se på både siliciumformen, den dokumentation der findes for den, og den konkrete dosis end blot at lede efter det produkt med flest milligram på etiketten.

Hvilken form for silicium skal du vælge?

Hvis du tager silicium for hud, hår, negle, knogler eller led, er der ikke forskning nok til at sige, at ét af de fire produkter er dokumenteret bedst til netop dét område.

Og du kan heller ikke bare gå efter produktet med flest milligram silicium.

Silicium findes i forskellige kemiske former, og studier viser, at formen har stor betydning for, hvor godt silicium optages. Derfor er 22,5 mg af én siliciumform ikke nødvendigvis bedre end 5 eller 12 mg af en anden. Omvendt findes der ikke gode direkte studier af alle fire færdige produkter, så vi kan heller ikke sætte en sikker optagelsesprocent på hvert produkt.

Derfor har vi samlet de forskelle, der faktisk kan hjælpe dig med at vælge:

Hvad ville vi selv kigge efter? Hvis biotilgængelighed er det vigtigste for dig, er MMST i Original interessant. Hvis aluminium er dit særlige fokus, giver Siliplant mest mening. Living Silica er relevant, hvis du ønsker både MMST og OSA i samme flydende produkt, mens kapslerne især vinder på høj deklareret dosis og bekvemmelighed.

Til hud, hår, negle, knogler og led ville vi ikke vælge alene ud fra et bestemt produktnavn. Her er forskningen på silicium interessant, men endnu ikke god nok til at dokumentere, at ét af disse fire produkter virker bedre end de andre.

Er silicium sikkert - og hvem skal være forsigtig?

Silicium fra almindelig kost og drikkevand betragtes generelt som sikkert, og de doser, der er anvendt i humane studier af siliciumtilskud, har generelt været veltolererede.

Der er dog ikke fastsat en officiel øvre tolerabel grænse (UL) for silicium. Det skyldes ikke, at man har påvist problemer ved en bestemt dosis, men at der mangler tilstrækkelige data til at fastsætte en sikker øvre grænse. Derfor er ”mere” heller ikke nødvendigvis bedre.

Bivirkninger ved almindelige doser af orale siliciumtilskud ser ud til at være sjældne, men langtidsdata er begrænsede. Der findes også langt mindre dokumentation for brug under graviditet og amning, og her giver det mening at være ekstra forsigtig.

Personer med nedsat nyrefunktion bør tale med deres læge, før de tager større mængder silicium som tilskud. Silicium optages fra tarmen og udskilles hovedsageligt gennem nyrerne, og nedsat nyrefunktion kan derfor potentielt påvirke kroppens håndtering af silicium.

Som med andre kosttilskud gælder det desuden, at silicium ikke bør bruges som erstatning for udredning eller behandling af eksempelvis osteoporose, vedvarende ledsmerter, hårtab eller andre symptomer, hvor der kan ligge en behandlingskrævende årsag bag.

Hvad er konklusionen på silicium?

Silicium er et interessant, men stadig relativt overset forskningsområde.

Det findes naturligt i vores kost og i kroppen, særligt i knogler og bindevæv, og biologien peger på en mulig rolle i processer omkring kollagen og den ekstracellulære matrix.

De humane studier er mest interessante inden for hud, hår og knogler, hvor der findes kontrollerede forsøg med positive resultater. Der er også spændende forskning i samspillet mellem silicium og aluminium. Men studierne er generelt få og små, og silicium er endnu ikke et næringsstof, hvor vi kan sige, at en bestemt daglig dosis forebygger eksempelvis rynker, hårtab, ledsmerter eller osteoporose.

Hvis du vælger et siliciumtilskud, er det samtidig værd at kigge længere end antallet af milligram på etiketten. Siliciumformen har betydning for biotilgængeligheden, og den højeste dosis er derfor ikke nødvendigvis det samme som det bedst optagelige produkt.

Silicium er med andre ord et område med en interessant biologisk historie og lovende humane resultater, men også et område, hvor der stadig mangler større og længere kliniske studier.