Kreatin og hjertet: Kan det støtte ved hjertesvigt?

Kreatin og hjertet: Kan det støtte ved hjertesvigt?


Læsetid: 4 minutter

Lyt til artiklen
Audio generated by DropInBlog's Blog Voice AI™ may have slight pronunciation nuances. Learn more

Kreatin er mest kendt fra fitnessverdenen, men ny forskning viser potentiel kobling mellem kreatin og hjertet. Et spansk pilotstudie peger på bedre kondition, mindre træthed og øget livskvalitet – uden alvorlige bivirkninger.

Tilskuddet der kan endnu mere

Kreatin har i årtier været populært blandt atleter, fordi det hjælper musklerne med at yde mere under fysisk aktivitet. Stoffet fungerer som en slags “energireserve”, der hurtigt kan gendanne kroppens primære energimolekyle, ATP. Men energien fra kreatin bruges ikke kun i biceps, også hjertet er afhængigt af det.

I hjertesvigt - en sygdom, hvor hjertet har svært ved at pumpe blodet effektivt - ses ofte lave niveauer af kreatin og phosphokreatin i hjertemusklen. Forskere har derfor længe overvejet, om tilskud kunne styrke hjertets energiomsætning og forbedre patienternes funktionsniveau.

Nyt klinisk forsøg: Små doser, mærkbare effekter

I et nyt pilotstudie fra Hospital General Universitario de Alicante i Spanien deltog 43 patienter med hjertesvigt og nedsat pumpefunktion (venstre ventrikels ejektionsfraktion under 40 %). Deltagerne fik 5 gram kreatinmonohydrat dagligt i tre måneder, og forskerne målte blandt andet kondition, træthed, livskvalitet og nyrefunktion.

Resultaterne var lovende: Patienterne kunne i gennemsnit gå næsten 50 meter længere i en 6-minutters gangtest, rapporterede mindre anstrengelse og viste en forbedring i livskvalitet på spørgeskemaer (Kansas City Cardiomyopathy Questionnaire). Der blev ikke set ændringer i hjertets struktur eller funktion, men den fysiske formåen steg tydeligt.

Vigtige sikkerhedsdata fulgte også: Kreatinniveauet i blodet steg midlertidigt, og nyrefunktionen faldt en smule, men begge dele vendte tilbage til normal, når tilskuddet blev stoppet. Ingen alvorlige bivirkninger eller øget dødelighed blev observeret.

Hvad siger eksperterne?

Kardiologen Srihari S. Naidu fra New York Medical College, der har fulgt udviklingen, mener, at kreatin kan være et nyttigt supplement – især til patienter, der kæmper med udmattelse og tab af muskelstyrke under genoptræning.

“Kreatin ser ud til at forbedre muskelrestitution og øge energilagrene i både skelet- og hjertemuskulatur,” siger han til Medscape.

“Hos raske patienter uden nyresygdom ser jeg ingen problemer ved lave doser.”

Han peger dog på, at kreatin ikke er en erstatning for medicinsk behandling. Det bør i stedet betragtes som et komplementært redskab i rehabiliteringen, hvor øget fysisk kapacitet kan bidrage til bedre helbred generelt.

Hvorfor virker det?

I hjertesvigt bliver musklerne ofte svækkede - både fordi blodforsyningen er nedsat, og fordi kroppen taber muskelmasse (sarkopeni). Kreatin kan modvirke dette ved at forbedre musklernes energiproduktion, fremme gendannelse af ATP og støtte proteinopbygning og væskebalance i cellerne. Det kan betyde mindre træthed, bedre udholdenhed og øget deltagelse i genoptræning.

Hvad skal man være opmærksom på?

Kreatin anses generelt som sikkert i doser på 3–5 gram dagligt, men personer med nyresygdom bør undgå det, da nyrerne står for udskillelsen af kreatinin – et nedbrydningsprodukt af kreatin. Hos raske personer er dette helt ufarligt, men hvis nyrerne allerede arbejder nedsat, kan ophobning af kreatinin belaste nyrefunktionen yderligere. Det er også vigtigt at drikke rigeligt med vand, da kreatin binder væske i musklerne og dermed øger kroppens væskebehov. Tilstækkelig hydrering hjælper også med at optimere optagelsen og mindske risikoen for bivirkninger. Nogle oplever let oppustethed eller vægtøgning i starten, men det skyldes primært øget væske i musklerne og aftager som regel efter 1-2 uger. Du kan læse mere om kreatin her.

Et supplement med potentiale

Markedet for kreatin vokser stadig, og med nye studier er interessen ikke kun begrænset til fitnessmiljøet. Selv om der stadig mangler større, kontrollerede forsøg, tyder de første resultater på, at kreatin kan være et sikkert og effektivt supplement for patienter med hjertesvigt - et lille tilskud med potentielt stor effekt på hverdagen.


Kilder:

Peck, J. (2025). Creatine Supplements in CVD: Helpful Addition to Treatment?. Medscape.

López-Clemente, J. C., et al. (2025). Efficacy and safety of creatine supplementation in patients with heart failure and reduced ejection fraction: a pilot study. ScienceDirect.

« Tilbage til alle ekspertråd