kreatin Alzheimers

Kreatin forbedrer hjernefunktion hos Alzheimers-patienter i nyt studie


Læsetid: 3 minutter

Lyt til artiklen
Audio generated by DropInBlog's Blog Voice AI™ may have slight pronunciation nuances. Learn more

Et nyt studie viser, at daglig kreatin kan forbedre kognitionen hos personer med tidlig Alzheimers. Allerede efter otte uger så man fremgang i arbejdshukommelse, opmærksomhed og læseevne – og hjernens kreatinniveau steg markant. Det er første gang, dette stof er testet som behandling ved Alzheimers.

Alzheimers sygdom er kendt for at svække hukommelsen og den mentale skarphed – men nu tyder ny forskning på, at et velkendt kosttilskud, som mange forbinder med fysisk præstation også ser ud til at gavne hjernen.

Hvad forskerne fandt – kort fortalt

I det første studie af sin slags fik 20 personer med tidlig Alzheimers dagligt tilskud i otte uger. Resultaterne var lovende: Hjernens kreatinniveau steg i gennemsnit med 11 %, og 85 % af deltagerne viste en tydelig stigning. Samtidig blev den samlede kognitive funktion forbedret med 4,4 %, især hos dem med størst stigning i kreatinniveauet. Her så man fremgang i blandt andet læseevne og områder relateret til sproglig forståelse. Den klassiske MMSE-test (Mini-Mental State Examination), som bruges til at vurdere generel kognitiv funktion, viste dog ingen ændringer.

De største forbedringer blev set i: 

  • Arbejdshukommelse: +17,1 %
  • Opmærksomhed og inhibitorisk kontrol: +7,2 %
  • Flydende tænkning: +7,4 %
  • Læseevne: +5,1 %

Hvorfor virker det på hjernen?

Kreatin er et naturligt stof, der hjælper kroppen og hjernen med at danne energi (ATP). Det findes i kød og fisk – og som kosttilskud bruges det til at øge fysisk og mental ydeevne.

Hjernen bruger enorme mængder energi – og ved Alzheimers fungerer energiforsyningen ofte dårligt. Mitokondrierne (cellernes “energifabrikker”) bliver mindre effektive, glukoseoptaget falder, og vigtige enzymer i hjernens energisystem svækkes. Resultatet er en slags energikrise, som kan ramme allerede tidligt i sygdomsforløbet.

Kreatin hjælper normalt cellerne med hurtigt at danne energi (ATP), og forskning tyder på, at tilskud kan støtte hjernen, når dens eget energisystem begynder at svigte.

Hvad kan du selv gøre?

Du kan supplere med kreatinmonohydrat - meget gerne en ren version som CreaPure®:

Dosering og indtag

  • De fleste kan opnå fuld effekt med 5-10 gram dagligt. 
  • Kortvarigt kan man tage op mod 20 gram (som i studiet), fx ved sygdom, stress, søvnmangel, rejseaktivitet eller mental belastning
  • Det kan tages som pulver i vand, smoothie, juice, kaffe eller som kapsler

Effekten kan styrkes ved samtidig at

  • Træne regelmæssigt (især styrke og kredsløb)
  • Spise en næringstæt, antiinflammatorisk kost
  • Prioritere god søvn og håndtering af stress

Et vigtigt første skridt

Studiet var et lille pilotforsøg uden kontrolgruppe, så resultaterne skal tolkes med forsigtighed. Men de er lovende – og i lyset af det store behov for nye, sikre tiltag ved Alzheimers er fundet vigtigt. Det er altså ikke en kur, men nyere forskning tyder på, at det kan støtte hjernens energibalance og mentale funktion – både ved sygdom og som forebyggelse. Et simpelt, billigt og sikkert supplement i en bredere strategi for hjernesundhed.

Kilder

« Tilbage til alle ekspertråd