GLP-1 kan blive et gennembrud i kampen mod fedtlever

GLP-1 kan blive et gennembrud i kampen mod fedtlever


Læsetid: 4 minutter

Lyt til artiklen
Audio generated by DropInBlog's Blog Voice AI™ may have slight pronunciation nuances. Learn more

En ny type medicin, GLP-1-agonister, viser lovende resultater i kampen mod fedtlever (MASH). Ikke nok med at den kan bremse sygdommen – i mange tilfælde ser den også ud til at kunne vende skaderne i leveren.

Antallet af mennesker der udvikler fedtlever er i voldsom vækst og kan ende i livstruende leversvigt. Hidtil har vægttab været eneste mulighed for at forhindre udviklingen. Men nu viser forskning, at medicin som semaglutid - en GLP-1-agonist, som betyder et GLP-1 lignende stof - kan mindske både fedtaflejringer, inflammation og arvæv i leveren. Det kan revolutionere behandlingen og forebyggelsen af en sygdom, som flere og flere mennesker vil lide af.

Så effektivt fandt studiet at en GLP-1 agonist virker mod fedtlever

  • Over 60% fik reduceret fedtlever og inflammation i leveren med semaglutid
  • Over en tredjedel fik reduceret arvæv (fibrose)
  • Studiet viste også markant vægttab: i gennemsnit −10,5 %
  • Effekten sås både hos personer med og uden svær overvægt
  • Tidligere studier viser også at GLP-1 er koblet til lavere risiko for leversvigt og leverkræft


En medicin der rammer kernen af problemet

Fedtlever opstår, når fedt i maveområdet lægger sig omkring leveren og hæmmer dens funktion. Fedtceller er ikke passive – de er metabolisk aktive og kan skabe kronisk inflammation. Over tid kan det føre til arvæv (fibrose) og i værste fald skrumpelever. GLP-1 medicin mindsker fedtbyrden og inflammation – og dermed selve årsagen til sygdommen. Når fedtet forsvinder, får normale leverceller igen plads til at vokse og fungere.


Hvad betyder det for dig?

Indtil nu har behandling af fedtlever mest handlet om livsstilsændringer og vægttab – ofte først når skaden er sket. Men ny forskning tyder på, at GLP-1-medicin kan gribe tidligere ind i sygdomsforløbet og måske endda vende udviklingen, før der opstår varige leverskader. Det betyder, at personer med risikofaktorer som overvægt, diabetes eller forhøjede levertal måske kan få gavn af medicin, der direkte mindsker fedtaflejringer og inflammation i leveren. Selvom GLP-1 endnu ikke er godkendt til behandling af fedtlever, baner forskningen vejen for nye og tidligere indsatser i kampen mod fedtlever.


Hvad kan du selv gøre?

  • Vær opmærksom på risikofaktorer som overvægt, diabetes og forhøjede levertal
  • Spis antiinflammatorisk og undgå for meget sukker og fruktosesirup, som belaster leveren
  • Tal med din læge om levertal og eventuel scanning, hvis du er i risikogruppen
  • Følg med i forskningen – GLP-1 kan blive en fremtidig behandlingsmulighed for fedtlever


Konklusion: Tidlig indsats redder leveren

GLP-1 medicin giver nyt håb til personer med fedtlever og metaboliske problemer. Ikke kun fordi den hjælper med vægttab – men fordi den direkte kan vende skader i leveren. Jo tidligere sygdommen opdages og håndteres, jo større er chancen for at undgå irreversible skader og behov for levertransplantation.


Kilder

Novak, S. (2025). GLP-1s Treat and Even Reverse Some Forms of Liver Disease. Medscape. Hentet 2/6 2025.

Sanyal, A.J. et al. (2025). Phase 3 Trial of Semaglutide in Metabolic Dysfunction–Associated Steatohepatitis. New England Journal of Medicine. Hentet 2/6 2025.

Xie, Y. et al. (2025). Mapping the effectiveness and risks of GLP-1 receptor agonists. Nature Medicine. Hentet 2/6 2025.

Kanwal, F., et al. (2024). GLP-1 Receptor Agonists and Risk for Cirrhosis and Related Complications in Patients With Metabolic Dysfunction-Associated Steatotic Liver Disease. JAMA Internal Medicine. Hentet 2/6 2025.

« Tilbage til alle ekspertråd