Tarmens rolle i rosacea: sådan påvirker din fordøjelse din hud

Tarmens rolle i rosacea: sådan påvirker din fordøjelse din hud


Læsetid: 3 minutter

Lyt til artiklen
Audio generated by DropInBlog's Blog Voice AI™ may have slight pronunciation nuances. Learn more

Forskning viser, at der er en tæt forbindelse mellem tarm og hud – især ved kroniske hudsygdomme som rosacea. En ny videnskabelig gennemgang viser, at ubalance i tarmfloraen kan forværre hudbetændelse, mens probiotika og kostændringer kan være en hjælp for nogle patienter.

Når huden spejler tarmen

Rosacea rammer især kvinder i alderen 30-50 år og viser sig som rødme, udvidede blodkar og små betændte knopper i ansigtet. I mange år troede man, at årsagen udelukkende lå i huden – men forskning tyder nu på, at også tarmene spiller en nøglerolle.

Ifølge forskerne bag den videnskablige artikel (Manfredini et al., 2025) kan ubalance i tarmens mikrobiota – også kaldet tarmdysbiose – aktivere immunreaktioner, der forstærker hudens betændelsestilstand. Det sker bl.a. gennem inflammatoriske signaler i kroppen, som påvirker blodkarrene og forværrer rødme og hævelse.

Hvad viser forskningen?

Forskere har fundet en sammenhæng mellem rosacea og tarmforstyrrelser som small intestinal bacterial overgrowth (SIBO) og infektion med Helicobacter pylori. Flere studier har vist, at rosacea-symptomer kan aftage, når SIBO behandles, mens resultaterne for H. pylori er mere blandede.

Derudover viser data, at kost og livsstil påvirker både tarmfloraen og hudens betændelsestilstand. Alkohol, varme drikke og stærk mad kan forværre symptomer ved at stimulere karudvidelse og sensoriske nerver, mens fiberrig kost og visse mælkeprodukter i nogle tilfælde ser ud til at have en mildnende effekt.

Probiotika som muligt supplement

Probiotiske bakterier – fx Lactobacillus og Bifidobacterium – undersøges nu som et naturligt supplement ved rosacea. Ifølge forskningen kan de hjælpe ved at:

  • Genskabe balancen i tarmfloraen
  • Dæmpe betændelsesreaktioner i kroppen
  • Styrke hudens barrierefunktion
  • Mindske reaktivitet over for stoffer, der kan udløse rødme og varme

Flere mindre studier viser forbedring af hudens barriere og reduceret rødme, når probiotika bruges sammen med medicinsk behandling. Der er dog stadig behov for flere kontrollerede forsøg, før man kan anbefale bestemte bakteriestammer eller doser.

Hvad kan du selv gøre?

Forskerne anbefaler en individuel tilgang. Hvis du har rosacea og oplever fordøjelsesproblemer, kan det være relevant at:

  • Føre mad- og symptomdagbog i 6 uger for at finde personlige triggere
  • Begrænse alkohol, stærk mad og meget varme drikke
  • Øge indtaget af fiberrige grøntsager, yoghurt og fermenterede fødevarer
  • Overveje et tilskud med probiotika

Disse tiltag kan understøtte den traditionelle behandling og muligvis forbedre hudens balance.

Konklusion

Rosacea handler ikke kun om huden – tarmen spiller med. Den nye forskning peger på, at tarmdysbiose kan være en skjult årsag til inflammation, og at kost, livsstil og probiotika kan være en del af løsningen. Der mangler stadig store kliniske studier, men resultaterne giver håb om en mere helhedsorienteret tilgang til rosacea.


Kilder

« Tilbage til alle ekspertråd