Vi gør det næsten alle sammen, men taler i mindre grad om det: tager mobilen med på toilettet. En lille pause, lidt nyheder, et par reels – hvad kan der ske? Ifølge ny forskning måske mere, end vi bryder os om. For mens vi sidder og scroller, sidder vores blodkar nemlig og protesterer.
Hvad viste studiet?
Forskere i Boston undersøgte 125 voksne, der alligevel skulle have en koloskopi – en undersøgelse, hvor lægen med et kamera kigger direkte ind i tarmen (ikke en oplevelse, man bestiller for sjov, men meget effektiv til at finde polypper, inflammation… og ja, hæmorider).
Inden kameraet kom i brug, udfyldte deltagerne spørgeskemaer om kost, motion og toiletvaner.
66 % tog mobilen med på toilettet.
Blandt dem brugte næsten 40 % mere end fem minutter på toilettet, mod bare 7 % af dem uden mobil. Og vigtigst: mobilbrug var koblet til en 46 % højere risiko for hæmorider.
Hvorfor skulle mobilen give hæmorider?
Det er næppe selve skærmen, der er synderen (selvom blå lys får skylden for meget i disse år). Det handler snarere om, at vi sidder for længe. Et toiletsæde støtter ikke bækkenbunden som en almindelig stol, og det ekstra pres på blodkarrene kan få dem til at udvide sig, hvilket kan udvikle hæmorider.
Det pudsige er, at de fleste deltagere mente, at mobilen ikke fik dem til at sidde længere. Men tallene viste noget andet. Tiden flyver, når man scroller.
Perry Wilsons take
Lægen og forskningsformidler Perry Wilson påpeger i sin kommentar, at studiet bestemt har sine svagheder. For eksempel fandt forskerne ikke den forventede sammenhæng mellem hæmorider og BMI eller forstoppelse, hvilket normalt anses for etablerede risikofaktorer. Desuden kan der være “omvendt kausalitet”: måske er det ikke mobilen, der giver hæmorider, men hæmoriderne, der får folk til at sidde længere, hvilket dermed leder til at man tyr til telefonen for at få tiden til at gå.
Men som Wilson siger: de fleste af os har nok prøvet at blive hængende lidt for længe på tronen, fordi vi var fanget i Instagram eller et spil. Så måske er rådet simpelt: læg telefonen udenfor badeværelset.
Konklusion
Er mobilen en ny risikofaktor for hæmorider? Dette studie tyder på det, men billedet er langt fra knivskarpt. Det, vi dog kan sige med sikkerhed, er, at længere tid på toilettet ikke gør noget godt for dine blodkar. Så næste gang du tager mobilen med, kan du overveje, om det virkelig er dér, du vil bruge de næste 10 minutter. Dine tarme og årer vil sikkert sætte pris på, at du scroller et andet sted.
Kilder
Wilson, F. P. (2025). Phone on the Throne? Hemorrhoid Risk. Medscape
Ramprasad, C., et al. (2025). Smartphone use on the toilet and the risk of hemorrhoids. PLOS One